Hvilken slags drivhus skal du vælge til din have?

Går du med planer om at sætte et drivhus op i haven, er der flere ting du skal have med i overvejelserne. Hvor skal det stå? Hvad skal det være lavet af? Hvor meget vil du betale for et nyt drivhus?

Vælg en solid konstruktion

Prisen er altid en alvorlig faktor. I dag ser man tit drivhuse i diverse tilbudskataloger, og det til billige penge. Det kan være hurtigt og billigt at komme i gang, men kan også vise sig at være en dårlig idé. Som ved de fleste ting hænger pris og kvalitet ofte sammen, og ved drivhuse er der i sær noget om snakken.

Da jeg selv overvejede hvilken type drivhus jeg ville have, havde jeg et godt eksempel i baghovedet. Brormand havde investeret i et billigt drivhus i et unavngivent dansk lavprisvarehus, og havde uden problemer fået det samlet. Det holdt kun til den første efterårsstorm, så var det en bunke krøllet metal og knust glas. Så pas på med at købe for billigt!

Personligt ville jeg hellere give lidt ekstra for det rigtige, holdbare drivhus, som jeg kan bruge mange år uden at skulle købe nyt drivhus hvert 2. år, erstatte en hel facade i glas til hver sæson osv.

Vælg derfor en solid konstruktion, gerne i aluminium, og køb eller lav en sokkel til drivhuset, så det bliver fastgjort ordentligt til underlaget.

NB! Vær opmærksom på at det ikke er alle forsikringsselskaber der dækker skader på et drivhus. Tjek derfor hvordan dit eget forsikringsselskab forholder sig til drivhuse.

Glas eller polycarbonat ?

Der er mange faktorer der skal overvejes når du skal vælge om der skal glas eller polycarbonat i drivhuset. Polycarbonat er mere solidt og sikrer god varme, mens glas giver bedre lysgennemtrængning og er billigere. Se fordele og ulemper med polycarbonat og glas her.

Hvor stort skal drivhuset være ?

Selve størrelsen på drivhuset afhænger selvfølgelig af hvor meget plads du har til rådighed og hvor meget du vil ofre på et drivhus. Skal det være et lille vægdrivhus med plads til 3 tomater, eller skal det være så stort så du kan brødføde dig selv og familien hele sommeren. Beslut dig for hvad du vil have i drivhuset og hvor meget du vil have plads til. Det hele tager jo også tid at passe.

En ting det er værd at have med i overvejelserne, er at hvis du planlægger et drivhus på mere end 10 kvadratmeter, kan det være at din kommune kræver en byggetilladelse. Tag derfor kontakt til kommunen for en sikkerheds skyld, hvis du planlægger noget stort!

Døre og vinduer

For at sikre mulighed for en god udluftning, bør der minimum være 2 vinduer der kan åbnes. Det er standard i de fleste drivhuse. Der bliver varmt i et drivhus om sommeren, så det er vigtigt med luft. Brug evt automatiske vindusåbnere, så er du sikret et godt stykke ad vejen.

Døren kan også bruges til at lufte ud, og derfor kan det være smart med en dobbeltdør, hvor de to døre kan fastlåses hver for sig, så du selv kan bestemme hvor meget luft der skal ind den vej. Jeg bruger selv automatiske vindusåbnere, og sørger for at åbne dørene inden jeg tager på arbejde, på de varme sommerdage.

Fast bund eller plantesække

En ting det er værd at tage med i overvejelserne, er også om der skal "fast bund" i drivhuset. Skal der en solid sokkel i, lægges fliser over det hele, eller skal planterne dyrkes direkte i jorden i drivhusets bund. Personligt foretrækker jeg en kombination. Jeg har lavet et gangareal med fliser og hvide granitskærver, så jeg har et "fast" udgangspunkt. Men derudover foretrækker jeg at bruge plantesække og kapillærkasser i drivhuset, og måske suppleret med en enkelt række persille og spinat direkte i jorden, mellem plantesække og kapillærkasser.

Placering i haven

Når du overvejer placeringen af drivhuset er der flere ting at tænke på. Hvor passer det ind, og hvor er de naturlige forhold for planterne i drivhuset bedst. Skygge, sol og vindforhold skal tænkes ind i den mulige placering.

Den optimale placering er nok et sted hvor der er masser af sol på drivhuset, og gerne i nærheden af fx et højt træ, så der også kommer lidt skygge på i perioder af dagen. Personligt vil jeg anbefale et hjørne i haven, så drivhuset ikke kommer til at virke alt for dominerende. Har man en hæk eller et rækværk ind til naboen, kan det samtidigt sikre for læ til drivhuset.

Er der gode lysforhold i haven, er der ikke noget bestemt verdenshjørne, du bør foretrække frem for et andet. Der burde være lys nok til at det ikke har den store betydning.