UEFA Champions League - fodbold i verdensklasse

Vil man se fodbold i verdensklasse er UEFA Champions League lige sagen. Alle de største europæiske fodboldklubber deltager i turneringen, og som ekstra krydderi har vi ind i mellem et dansk hold med til at lege med de store.

Champions League arrangeres af UEFA og er en fodboldturnering hvor de nationale mestre, samt forskellige topplacerede klubber i de store ligaer, deltager.

Tidligere deltog kun de nationale mestre for landene i Europa, og da hed turneringen mesterholdenes liga, European Champion Clubs' Cup. I sæsonen 1992/93 blev turneringen ændret til det nuværende form - Champions League. Her deltager klubber ud fra placeringen i deres nationale liga, hvor en koefficientrangliste bestemmer hvor mange Champions League- og UEFA Cup-pladser, hvert land skal have.

Danmark har typisk en placering på koefficientranglisten som giver 1 plads i kvalifikationen til Champions League.

Vinderne af Champions League trofæet får pokalen som en vandrepokal, som klubben skal give videre til næste års vinder. For at vinde pokalen til fast ejendom, skal man vinde Champions League 5 gange, hvor man kunne nøjes med 3 gange i den tidligere turneringsform.

Champions League genererer uhylige summer, og vinderen af turneringen får typisk udbetalt flere hundrede millioner kr. i tv- og præmiepenge. UEFA Champions League er populært over hele verden, og kampe vises i mere end 70 lande hvert år. De store kampe er attraktive, og antallet af seere til disse er flere hundrede millioner. Sponsoraftalerne er selvsagt kæmpe store, og de største fodboldklubber i Europa er simpelthen nød til at være med hvert år, hvis ikke de vil køres agterud.

Et dansk hold i Champions League er derfor også stort, da selv en 4. plads i gruppen måske kan kaste 50-100 mio kr. af sig i indtægter.

Turneringsformen i Champions League

I forhold til den gamle knock-out form, er der i den nuværende turneringsform indført et gruppespil, som er gået fra 8 deltagere til i dag 32 hold i Champions Leagues gruppespil.

Inden gruppespillet er der 3 kvalifikationsrunder til Champions League. Her møder holdene hinanden head-to-head og spiller ude og hjemme. Det bedste hold over de to kampe går videre til næste runde. Afhængigt af placering på UEFAs koefficientrangliste, skal nogle hold igennem alle tre kvalifikationsrunder, mens andre hold træder ind i senere runder. De 16 vindere af 3. kvalifikationsrunde træder ind i Champions Leagues gruppespil sammen med 16 direkte kvalificerede hold.

De 32 hold i Champions League deles nu op i 8 grupper a fire hold. Opdelingen sker via lodtrækning, hvor holdene også seedes i 4 lag. Hver gruppe består så af et hold fra hvert seedningslag, og kan ikke bestå af hold fra samme land.

Holdene i hver gruppe møder hinanden ude og hjemme, hvorefter de 2 bedst placerede hold i hver gruppe går videre til knock-out runderne. De 8 hold der ender på 3. pladsen i deres respektive gruppe træder ind i UEFA-cup'en.

De 16 hold der er videre i Champions League mødes nu i 1. knock out runde. Kampene findes ved lodtrækning, hvor nr. 1 fra hver gruppe møder nr. 2 fra en anden gruppe. Hold fra samme land må ikke møde hinanden i 1. knock-out runde. Vinderne over to kampe går videre til kvartfinalen, herefter semifinalen og til slut finalen, som afgøres i en enkelt kamp.
Tidligere vindere af Champions League
2013: FC Bayern München, Tyskland
2012: Chelsea, England
2011: FC Barcelona, Spanien
2010: Inter, Italien
2009: FC Barcelona, Spanien
2008: Manchester United, England
2007: AC Milan, Italien
2006: FC Barcelona, Spanien
2005: Liverpool FC, England
2004: FC Porto, Portugal
2003: AC Milan, Italien
2002: Real Madrid CF, Spanien
2001: FC Bayern München, Tyskland
2000: Real Madrid CF, Spanien
1999: Manchester United, England
1998: Real Madrid CF, Spanien
1997: BV Borussia Dortmund, Tyskland
1996: Juventus FC, Italien
1995: AFC Ajax, Holland
1994: AC Milan, Italien
1993: Olympique Marseille, Frankrig

Se yderligere information på UEFAs hjemmeside.

Få allersidste nyt om verdens bedste klubturnering, Champions League.