Tandbørstning på børn - gode råd til at børste dit barns tænder

Tandbørstning er vigtigt for at holde dit barns tænder sunde og raske. Her finder du gode råd til at børste tænder og hvordan du undgår slåskamp under tandbørstningen.

Tandbørstning på børn - gode råd Tandbørstningen er vigtigt for at holde tænderne sunde og rene, og det er vigtigt at børn lærer at tandbørstning er en naturlig del af hverdagen. Herunder kan du se en række råd til tandbørstning på børn.

Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder...

Sådan lyder en kendt tandbørstesang i hvert fald, men det er lidt overdrevet. Forbrugerrådet anbefaler at børn får børstet tænder 2 gange om dagen. Børst tænderne grundigt og kom godt rundt om alle tænderne, så er 2 gange tandbørstning dagligt fint.

Hvornår du skal børste tænder er ikke så vigtigt, men typisk vil det være morgen og aften. Du skal tilgengæld være opmærksom på at du ikke skal børste tænder på dit barn, lige efter at barnet har drukket sure drikke, som fx sodavand og juice, da dette vil kunne øge risikoen for syreskader.

Hvordan skal barnets tænder børstes?

Der behøves ikke meget tandpasta til tandbørstning af børn. En tommelfingerregel, eller skal vi sige lillefingerregel, er at bruge samme mængde tandpasta som størrelsen på barnets negl på lillefingeren. Lær desuden barnet at spytte tandpastaen ud, så snart det er muligt. Barnet må helst ikke spise for meget tandpasta.

Tænderne bør børstes i minimum 2 minutter, hver gang tænderne børstes.

En voksen skal børste barnets tænder ind til det er ca. 10-12 år gammel. Øvelse gør mester, så lad endelig barnet øve sig, når det har lyst. Men en voksen skal børste tænderne på barnet 2 gange om dagen.

Sørg for at børste grundigt i sær langs tandkødsrenden, da det ofte er her man ikke får børstet nok. Start eventuelt med at børste tyggefladerne, og børst herefter overmunden og undermunden langs tandkødet. Børst i små cirkler på tænderne og lidt ind over tandkødet.

Valg af babytandbørste / børnetandbørste

Når du skal købe en tandbørste til barnet, er det vigtigt at tandbørsten har tætte hår og ikke er alt for hård. Tænk desuden på at den skal ligge godt i din hånd og ikke barnets. Det er dig der skal børste tænder på barnet. Du kan jo evt. købe en "babytandbørste", så barnet selv kan øve sig også. Hovedet på tandbørsten skal passe til barnets mund, så en voksentandbørste dur ikke.

Vælg den rigtige tandpasta til barnet

Når du skal vælge tandpasta til tandbørstning på børn, er der et par ting du skal kigge på. Voksentandpasta kan godt bruges, men det skal være så rent som muligt, og uden alle mulige fancy ting, som whitening, cooling crystals og hvad det ellers hedder nu om stunder.

Du kan dog også vælge at bruge en børnetandpasta. Tandpastaen skal indeholde fluor (fluorid), da det er det stof som nedsætter risikoen for huller i tænderne. Undgå desuden tandpasta med skummemidlet SLS, som ikke har en effekt i forhold til rene tænder. Undgå også tandpasta med triclosan, og parfumestoffer.

PPM-tallet skal være så højt som muligt. Der bør som minimum være mindst 1100 ppm natriumfluorid (NaF) i tandpastaen. Vær opmærksom på at det udelukker mange børnetandpastaer, da flere af disse ofte kun har 1000 ppm i. Her tænker jeg specielt på flere børnetandpastaer med diverse kendte figurer uden på tuben. Tallet skal stå på tuben, så kig på den enkelte tandpasta for at se om det overholder kravet til natriumfluorid-indholdet.

Barnets første tænder

Du skal starte med at børste tænder på dit barn, når den første tand bryder frem i munden. Efterhånden som barnet får flere tænder, skal du øge intensiteten og længden af tandbørstningen. De første tænder kan give barnet ubehag og smerter, så her kan du børste blidt med en blød babytandbørste. Se flere råd når babyen får nye tænder.

Barnets første besøg hos tandlægen

Det første besøg hos børnetandlægen, er en vigtig del af barnets forhold til tandlæger fremover. Bliver barnet bange eller er utrygt, kan dette vare ved længe. Sørg derfor for at gøre det første besøg hos tandlægen til en hyggelig oplevelse. Leg tandlæge nogle dage før I skal til tandlægen, børst tænder grundigt og øv barnet i at åbne munden og sige aaaaah.

De fleste børnetandlæger plejer dog at være rigtige gode til at lege med børnene, og lave en lille oplevelse ud af det. Da min datter skulle til tandlægen første gang, blev de 3 små piger bedt om at finde bamse og kylling inde på tandlægeværelset. Det vakte straks glæde hos børnene, og begejstringen ville ingen ende tage, da de først fik lov til at "støvsuge" vand op af et tandlægekrus, og derefter fik en lille gave med tandpasta, tandbørste og tandlægespejl. Et super første besøg hos tandlægen, og der har ikke været problemer siden. Jeg er overbevist om at det første besøg hos tandlægen, er med til at forebygge tandlægeskræk hos barnet.

Undgå slåskampen når barnet skal have børstet tænder

Mange børn bryder sig ikke om at få børstet tænder, og det kan derfor være en hård tørn, når det er blevet tid til de daglige tandbørstninger. Men frygt ikke, der er flere gode råd at hente.

Gør tandbørstningen til en hyggelig oplevelse. I kan lege jer gennem processen, lege tandlæge, synge en sang eller børste tænder i andre rum end på badeværelset. Find desuden en god afslappende stilling, så du nemt kan børste barnets tænder.

Lad det lille barn sidde med tandbørsten ind i mellem, så det får en fornemmelse af tandbørsten, og hvordan tandbørsten føles i munden.

En god måde er også at lade barnet børste sine egne tænder først eller sidst. Eller lade barnet børste mors eller fars tænder. Først børster vi dine, så børster vi mine tænder. Denne taktik har jeg selv positiv erfaring med.

Barnet skal helst ikke være for træt. Jo mere overtræt barnet er, jo mere vil det normalt kæmpe i mod. Så foretag tandbørstningen et stykke tid før barnet er træt og skal i seng.

Vil du vide mere om tandbørstning af børn, kan du læse TÆNK - Forbrugerrådet's anbefalinger.