Sådan fisker du med powerbait i Put & Take fiskesø
Powerbait er den mest benyttede agn i Put & Take søer. Det er nemt at fiske med, og meget effektivt hvis man vil fange regnbueørreder i fiskesøerne.
Powerbait er blevet en fælles betegnelse for kunstig agn fra firmaet Berkley og findes i et utal af varianter. Der findes et antal imitationer af orme, larver, æg og småagn, men mest udbredt i Danmark er nok Trout Bait. Trout Bait er en dej-agtig masse tilført en masse stærke duftstoffer, og er effektiv til at lokke ørred til. Powerbait nævnt i denne artikel er denne Trout Bait.
Powerbait fås i mange forskellige farver og varianter, lige fra skrigende grøn eller lyserød til blandinger eller fx. powerbait med glitter. Jeg har selv bedst erfaring med den grønne power bait og den orange powerbait.
Powerbait kan bruges af alle lige fra begyndere til mere rutinerede lystfiskere. Power bait er nemt at bruge og sikrer ofte gode resultater ved den lokale
Put & Take fiskesø. Har man sønnike med ude at fiske for første gang, er det nok den bedste måde at sikre fangst på, og dermed sikre at en ny lille lystfisker er skabt.
Nedenstående er metoder som jeg har fundet anvendelige i Put & Take søer, og specielt spinnefiskeri efter et bobleflåd, er min favorit.
"Spinnefiskeri" med powerbait efter et bobleflåd
En af de mest effektive måder at fiske med powerbait på er at sætte powerbait'en efter et bobleflåd og "spinne" det ind med jævne mellemrum.
Start med at sætte et bobleflåd på linen. Herefter følger 1,5 - 3 m. line som afsluttes med en lille trekrog. (fx.tr. 10). PÅ denne formes en aflang pølse af powerbait, så maddingen næsten ligner en fisk i form. Man kan evt. give Trout Bait'en en lille knæk, så det roterer mere i vandet. Det vil give en mere lokkende bevægelse i vandet.
Kast ud og spin langsomt ind, evt. med ophold ind i mellem, så powerbait'en kan synke lidt ned i vandet.
Bundfiskeri med Power Bait
Ønsker man at fiske fra bunden af søen, er powerbait også her ganske effektivt. På linen monteres et lod eller bly, som bruges til at få snøren ned på bunden af søen. Efter loddet sættes et forfang, hvor powerbait'en sættes på. Form en klump power bait rundt om en trekrog. Alt afhængigt af søens dybde kan man eksperimentere lidt med længden af forfanget, men 0,5 til 2-3 m burde være passende.
Kast linen ude og lad den stå samme sted i 5-10 minutter. Er der ingen aktivitet i området, kan man spinne lidt ind og gentage processen nogle meter tættere på land. Fortsæt sådan og sørg for at tjekke agnet med jævne mellemrum. Skift gerne powerbait ind i mellem, da powerbaitens duft vil aftage efter noget tid i vandet. Som tommelfingerregel, bør man skifte cirka en gang i timen.
Powerbait under flåd
Ønsker man at medefiske med powerbait, bør man anskaffe sig et antenneflåd. Disse sikrer mindre modstand i vandet, og man vil derfor også kunne fange de mere forsigtige fisk.
Hovedlinen fastgøres til bunden af flåddet og afbalanceres gerne med bly, så kun antennen stikker op over vandet. Fra bunden af flåddet skal du så have 1-2 meter line, eller længden svarende til den dybde du vil fiske i, afsluttet med en krog/trekrog med powerbait. Juster evt. dybden med bly på linen.